Ansøgning

Esbjerg Kommunes Byfond yder tilskud eller lån til udvendig restaurering, vedligeholdelse, om- og tilbygning af bevaringsværdige bygninger. Det kan både være hele facader eller enkeltdetaljer som vinduer, porte, kviste, skilte osv.

Tilskud gives på to måder:
1. Beløb på 50.000 kr. og derunder ydes som kontante tilskud. Kontante tilskud er skattepligtige.

2. Beløb på over 50.000 kr. ydes som et rente- og afdragsfrit lån.

 

Rente- og afdragsfrie lån tinglyses på ejendommen og forfalder til indfrielse ved ejerskifte eller ved misligholdelse i forhold til de intentioner, hvorunder lånet er ydet. Udgifterne til oprettelse af pantebrev og til tinglysning afholdes af Esbjerg Kommunes Byfond.

Byfonden behandler ansøgninger fire gange om året, og ansøgningsfristen er 14 dage før hvert møde.

Tilskud og lån udbetales, når arbejdet er blevet godkendt af Byfondens sekretariat.