Esbjerg

Foreningen Bedre Byggeskik blev stiftet i 1915 og udgangspunkt i den gamle jyske byggestil med en enkel, solid arkitektur i form af rødt murværk, afvalmede tegltage og hvide sprossevinduer (dannebrogsvinduer).

Materialerne skulle være af god kvalitet, og både gårde, enfamiliehuse og større bygninger i byerne blev opført i Bedre Byggeskik. I Esbjerg var det især arkitekten Harald Peters, der var fortaler for denne arkitektur.

Opført fra 1500 til 1800 i kraftigt egetømmer med udkraget stokværk, som bæres af udskårne knægte.

I Ribe er knægtene trekantede og har tit et malet og profileret mønster på forsiden.

Bindingsværkshusene er opført som korshuse, gavlhuse og langhuse. Korshusene har både en gavl og en langside ud mod gaden og er særlig typiske for Ribe.

Stilren arkitektur, der var fremherskende 1925-1945 og kom til at præge resten af det 20. århundredes byggestil. Arkitekturen er ofte præget af lige linjer og firkanter. Den er uden unødvendig pynt, og bygningens funktion er bestemmende for bygningens udtryk. I funkis følger form og funktion således hinanden. Funkis opstod både som en modreaktion på ældre bygningskulturer med mange udsmykninger og megen symbolik, men også som en naturlig følge af den teknologiske udvikling, hvor bl.a. armeret beton gjorde det muligt at lave anderledes planløsninger, fx med hjørnevinduer og store, åbne rum. 

Ved privatboliger fik funkis sit eget udtryk. Ofte var der tale om 1- eller 2-plansboliger, hvide eller i rødstensmur inspireret af kubismen med flade eller kun let skrånende tage.

Enetages grundmurede byhuse, som regel opført fra begyndelsen af 1800-tallet til begyndelsen af 1900-tallet.

De ældste er opført i tegl fra lokalområdet og har hvidkalkede gesimser.

Senere blev gadehusene præget af historicisme med lokalt fabrikerede mursten og præfabrikerede dekorationer. Vinduerne er placeret med lige lang afstand og vender ud mod gaden.

Inspireret af tidligere tiders arkitektur og i Danmark særligt fremherskende 1850-1910. Det blev især byggeriet i Esbjerg og Bramming, som voksede frem på det tidspunkt, der blev præget af denne byggeskik. Historicismens bygninger har ofte gesimser, blomsterranker og rigt dekoreret murværk.

I Esbjerg og senere Bramming blev historicismen præget af stiludtryk fra historiske bygninger i Europas storbyer – fx inspireret af den italienske renæssance, tysk middelalderbarok, og romanske og gotiske motiver fra bl.a. franske kirker. Historicismen er en stilart, der blander historiske stilarter og bruger de motiver og den symbolik, man finder passende til en bestemt bygning. Inspireret af andre tiders udtryk og lån derfra er alt tilladt i historicismen, som også er kendetegnet af detaljerede udtryk, hvor husenes får deres eget udtryk.

Bygmester Peter Holden Hansen (1812-1886) var inspireret af klassicismen og ønskede at opføre gårde af god kvalitet. Der findes flere gode eksempler på gårde, der er tegnet af eller inspireret af ham i Esbjerg-området.

Stilren, græsk-romersk inspireret byggeskik fra slutningen af 1700-tallet til begyndelsen af 1800-tallet. I Sydvestjylland har klassicismen et særligt kendetegn i købstæderne, hvor ejendommene er i 1-2 etager og er opført i røde mursten. Nogle murpartier er hvidkalkede, og bygningerne har ofte en trekantsgavl og markering af søjler. Klassicismen kan især opleves i bygningskulturarven i Ribe, og ofte fik de ældre huse en ny, grundmuret gadefacade. Byerne Esbjerg og Bramming opstod efter, at klassicismen var på mode. 

Fra 1920’erne fik modernismen stor betydning for byggeriet. Modernismen kaldes også ”den internationale stil”, og byggeriet skulle nu være rationelt uden overflødig pynt og udsmykning – lige som funkishusene. Esbjerg Kommune har mange huse opført i modernisme, men hvor funkishusene har klare regler for husets planløsning, var modernismens formål i højere grad at lave standardiserede løsninger uden udsmykning. Efterkrigstidens boligområder med modulbyggede betonhuse, men også standardhuse, er gode eksempler på modernisme, fx i Spangsbjergparken i Esbjerg.

Betegnelsen murermestervilla bruges for mange forskellige typer af villaer, der er opført ca. 1920-1960. Murermestervillaen er ofte opført i halvanden etage og af solide materialer. Det blev samtidens mest udbredte hustype i røde eller gule mursten og med tegltag.

Fra 1915 til 1930 fik klassicismen sin genkomst, nu som nyklassicisme, med stilrene efterligninger af romersk og græsk arkitektur. Der var fokus på rene linjer, store flader, søjler og monumentale bygninger. Det nyklassicistiske byggeri kan ofte forveksles med Bedre Byggeskik, og de to stilarter var fremme i samme periode.

Efter jernbanernes anlæggelse opstod en særlig stationsbystil, som især var fremherskende fra 1880’erne til 1930’erne. Bygningerne var ofte grundmurede med gode håndværksmæssige løsninger, og tit var de i to etager, hvor der var butik eller værksted i stuen. Butiksfacaden lå ud mod hovedgaden, men denne er ofte skiftet ud med en nyere facade.

Stationsbystilen var til tider inspireret af historicismen, andre gange af Bedre Byggeskik. På trods af stationsbyhusenes ofte beskedne karakter finder man ofte mange bygningsdetaljer som mønstre i murværket, ornamentik, udsmykninger på husets facader eller på kviste med træskærerarbejder; den såkaldte schweiziske påvirkning.

Opført fra 1960’erne, hvor familierne for alvor flyttede ud af storbyerne og ind i nye forstæder. Drømmen om kernefamilien blev udlevet i disse huse, som ofte blev opført i mursten og i et plan.

Typehusene blev ofte opført af entreprenører, som præfabrikerede løsninger, og de nye parcelhuskvarterer fik stort set samme udtryk.

Efter 1990, da byggeriet igen var i vækst, opstod nye modernistiske udtryk inspireret af kubiske funkishuse eller murermestervillaer i Bedre Byggeskik. Nyere parcelhuskvarterer er ofte prægede af flere forskellige bygningsudtryk, kendetegnet ved brugen af få detaljer.