Bygningsrestaurering

Bygningsrestaurering

Der er forskel på at renovere og restaurere. En renovering af ejendommen er almindelig vedligeholdelse, som enhver ejer skal sørge for. En restaurering tager hensyn til ejendommes oprindelige arkitektur og originale materialer og søger derigennem at genskabe det oprindelige udtryk.

For eksempel er store ruder med plastikrammer en nyere opfindelse end de små dannebrogsvinduer med trærammer, og det forandrer et hus markant, når man ikke tager hensyn til dette.



Eksempel 1 – Jeppe Aakjærs Allé 6 i Esbjerg


Igennem tiden var dette hus blevet udsat for mange ændringer, og kun detaljerne på murværket afslørede, at huset var opført i Bedre Byggeskik. De oprindelige hvidmalede dannebrogsvinduer var skiftet ud med blyindfattede ruder, og på taget var tilføjet to kviste, som ikke hørte til den oprindelige bygning. Desuden var forhaven tilgroet og skjulte huset.

Ejerne kontaktede Byfonden, som gennemgik huset og gav gode råd til projektet. Blandt andet lykkedes det at finde nye tagsten, som stilmæssigt passede bedre til huset. Byfonden støttede udskiftningen af taget og vinduerne.

Ejerne stod selv for restaureringen, bortset fra elektricitet og VVS. Tag, hoveddør og vinduer blev skiftet ud, og kvistene blev erstattet af nogle mindre, der passede bedre til huset. Desuden blev en muret altan taget ned, og forhaven blev lagt om, så huset igen fremstod næsten, som da det blev bygget.

  • Opført 1928 i Bedre Byggeskik
  • Restaureret 2009-2015
  • Præmieret 2012.

Eksempel 2 – Skolegade 6 i Bramming


Denne villa er opført i historicistisk stil med fine detaljer og referencer til fortidens palæbyggerier.  Bygningen er opført i halvanden etage og hvidkalket. Der er smukke, profilerede indfatninger omkring døre og vinduer, udsmykninger omkring kvistens gavltrekant og en markant og flot gesims.

I 1956 blev villaen udvidet med to mindre længer på bagsiden. Begge er udformet med respekt for forhusets arkitektur.

Ejeren har restaureret facaden med respekt for den oprindelige arkitektur. Her ville det være fristende at udskifte taget med sortglaseret tegl, men i stedet valgte man naturskifer, som man ville have brugt omkring 1900.

Hoveddøren og altanen er sat i stand. Den oprindelige skorstenspibe, men en ny og tilsvarende blev sat op. Byfonden gav støtte til restaureringen, som har genskabt husets oprindelige udseende.

  • Opført 1900 i historicistisk stil
  • Restaureret 2017-2018
  • Præmieret 2018.

Eksempel 3 – Hundegade 24 i Ribe


I Ribes middelalderlige bykerne findes mange huse fra 1600- og 1700-tallet. Dette hus blev opført i grundmur i halvanden etage. Senere fik huset en facade i klassicistisk stil, men huset var stærkt forfaldent, da ejeren overtog det i 2015.

Ejeren har udført en gennemgående istandsættelse, hvor han både har taget hensyn til husets oprindelige sjæl og Ribes øvrige bygninger.

I Ribes bykerne er mange huse opført i 1-2 etager, og husene er kalket i mange forskellige farver: hvid, rød, blå, gul, grøn osv. Derfor er det vigtigt at beholde denne farverigdom i byen, og facaden blev kalket gul. Døren og vinduesrammerne fik en stærk koboltblå, og taget fik nye, røde tegl.

Restaureringen er et godt eksempel på, hvordan materialer og detaljer er med til at understøtte nabobygningerne og give kvarteret et løft.

  • Opført ca. 1760 i grundmur, senere klassicisme
  • Restaureret 2015-2017
  • Præmieret 2017

}