Historie

Esbjerg er en ny by, opstået efter 1868 og med en blanding af mange stilarter, bl.a. historicisme, Bedre Byggeskik og funkis. Byen voksede hurtigt, og der blev ofte revet gamle bygninger ned for at give plads til nye bygninger i den seneste stilart eller gader, veje og parkeringspladser til den stigende trafik.

I 1960’erne begyndte en gruppe håndværkere og historikere at holde foredrag om Esbjergs historie og arkitektoniske værdier. Det vakte undren i begyndelsen, for der var ikke mange, der mente, at Esbjerg havde noget at byde på. Esbjerg var en ”grim by”, mente mange.

Da Esbjerg fik gågade i 1979, blev mange bygninger revet ned for at give plads til nye veje og bygninger, og der opstod huller, hvor de tomme bygninger før havde stået. Gågadeprojektet førte til stor debat i 1970’erne og var en af årsagerne til, at Byfonden blev stiftet. Kommunen modtog 1.142 protester imod projektet.

Borgmester Henning Rasmussen ville bevare byen som handelscentrum, men mente, at nedrivningerne var nødvendige. Samtidig kunne han godt se, at måske 20-25 af husene i Kongensgade og på Torvet var bevaringsværdige.

I 1975 vedtog Folketinget Lov nr. 287 om kommuneplanlægning. Fremover kunne byrådet udarbejde lokalplaner og vedtage, at en bygning ikke måtte nedrives, ombygges eller på anden måde ændres uden deres godkendelse. Desuden skulle borgerne så vidt muligt inddrages i planlægningsarbejdet. Loven kunne bruges til i højere grad at se på restaurering og bevaring i stedet for nedrivning, og det blev arbejdsgrundlaget for byfonden.

Esbjerg Byfond blev stiftet 13. september 1976 – i første omgang nok for, at kritikerne af de mange nedrivninger følte, at de blev hørt.

Fundatsen og vedtægterne fastsatte, at byfonden var en selvejende institution med det formål at virke for bevarelse af arkitektonisk og kulturhistorisk værdifulde huse og miljøer inden for Esbjerg Kommunes område, både ved økonomisk støtte og ved præmiering, der kunne inspirere andre.

Bestyrelsen bestod af mindst syv medlemmer: Borgmesteren eller formanden for byplanudvalget samt endnu et byrådsmedlem, stadsarkitekten og repræsentanter fra Esbjerg Grundejerforening, Esbjerg og Omegns Museumsforening eller Esbjerg Byhistoriske Arkiv samt Danske Arkitekters Landsforbund. Valgperioden fulgte fra begyndelsen byrådets valgperiode, så alle sad for fire år ad gangen, og alle arbejdede gratis.

Byfonden forsøgte fra starten at få indflydelse på kommunens lokalplaner og byggesagsbehandling, så alle arbejdede i samme retning. Det lykkedes at skabe et samarbejde, hvor Byfonden blev hørt ved større sager. Blandt disse var en sag i Tjæreborg, hvor byens borgere bad Byfonden om hjælp til at få udarbejdet en lokalplan, som bevarede byens landsbyværdier.

Bestyrelsen begyndte også straks at behandle ansøgninger og præmiere de første huse. Præmieringerne var opdelt i fire kategorier: Restaureringer af ældre ejendomme, æstetisk nybyggeri indpasset i det eksisterende miljø, godt og smukt nybyggeri i almindelighed samt nænsom skiltning eller facadeudformning. Byfonden præmierede fem bygninger i Esbjergs centrum og to i Hjerting.

I de første år var der mange ansøgninger om udskiftning af vinduer, hvilket gav Byfonden et lidt nedladende tilnavn, ”vinduesfonden”. Årsagen var, at der var stor fokus på energivenlige løsninger, og Byfonden ønskede at bevare husenes udtryk med sprossevinduer i træ i stedet for vinduer med store, ubrudte vinduesflader. Desuden smittede det gode eksempel. Når én havde søgt og fået tilskud til vinduer, søgte naboerne som regel bagefter.

En del af det daglige arbejde var og er rådgivning, hvor borgere kunne henvende sig og få gode råd om materialer og arkitektur. Sideløbende arbejdede Byfonden på et bredere niveau med formidling, bl.a. med udstillinger på Esbjerg Museum og udgivelser af bøger om byggeskik og bevaringsværdier i byen og på landet. Ansøgningerne og præmieringerne blev også mere varierede, og ryet som ”vinduesfond” forsvandt.

Svendestykket blev Esbjerg Kommunes lokalplan om den indre by, der blev vedtaget i 1988. I den forbindelse blev alle bygninger gennemgået og registreret, og arbejdet dannede grundlaget for Esbjerg Kommuneatlas, som både satte fokus på enkeltbygninger, men også helheder og bevaringsværdige sammenhænge mellem bygninger og det omgivende miljø.

Byfonden blev en vigtig sparringspartner for kommunen og blev løbende hørt i bevarings- og fredningssager. Borgere, ejendomsmæglere, bygherrer og politikere havde fået øjnene op for kommunens bevaringsværdier, og nu kunne et hus for eksempel sælges på, at det var tegnet af arkitekt Harald Peters eller opført i Bedre Byggeskik.

Udgivelsen af bøger og vejledninger blev nedtonet, fordi behovet efterhånden var dækket. I stedet for ydede Byfonden støtte til andre lokale udgivelser om arkitektur.

I forhold til præmieringen begyndte Byfonden også at fokusere på erhvervsbyggeri, både når virksomhederne restaurerede og genanvendte gamle bygninger, og når de opførte nyt. I 1990 blev McDonald’s i Kongensgade præmieret for på egen hånd at have gennemført en smuk og nænsom facaderestaurering, og Storno Center på Sallingsundvej blev præmieret for sit nybyggeri.

I sine første år havde Byfonden fokuseret på midtbyen og karréerne i gågadeområdet. Efterhånden blev også parcelhusene inddraget, for også her er det vigtigt at fastholde et kvarters oprindelige og ensartede udseende. For eksempel blev det en udfordring, da anvendelsen af plastikvinduer vandt frem, sortglaserede tegl blev mode, og da solceller blev monteret på de oprindelige tage.

Fra årtusindskiftet begyndte byfonden også at sætte fokus på helheder i landskabet og sammenhængen mellem eksisterende bygninger, nybyggeri og det omgivende landskab. Bygningsdetaljer er vigtige, men det er sammenhængen mellem detaljen og helheden også.

Det ses for eksempel ved bevarende lokalplaner og udpegningen af kulturmiljøer, der har til formål at bevare et områdes særpræg for at bevare den historie, stedet har. Det kan for eksempel være en fabrik med små arbejderboliger, et havnemiljø, en landsby eller et bykvarter. Arbejdet med kulturmiljøer førte til, at Byfonden også satte fokus på stationsbyer og landsbyer uden for Esbjergs bygrænse.

Da Ribe, Bramming og Esbjerg Kommuner blev lagt sammen til Esbjerg Kommune den 1. januar 2007, skiftede Esbjerg Byfond navn til Esbjerg Kommunes Byfond og fik et større arbejdsområde. Havnebyen Esbjerg fik selskab af Danmarks ældste by, middelalderbyen Ribe, og stationsbyen Bramming. Derudover fulgte en lang række landsbyer langs Vadehavet og i et større landområde.

Der var allerede bevaringsforeninger i Ribe og Bramming. Ribe havde foreningerne Ribe Sprossekasse, Gammelt Præg og Ribe Forskønnelseskomité, Bramming havde Bevaringsfonden for Bramming Kommune. Løsningen blev at sammenlægge Byfonden med Ribe Sprossekasse og Bevaringsfonden for Bramming Kommune til en ny, fælles fond.

Samtidig var museerne i de tre kommuner blevet forenet til Sydvestjyske Museer, og museet havde via lovgivningen et ansvar for samarbejdet med kommunen om bevaring af bygningskulturarven og planlægningen. På denne baggrund fik Sydvestjyske Museer en fast plads i Byfondens bestyrelse.

Ved præmieringen i 2008 valgte Byfonden for første gang at præmiere et helt gademiljø, nemlig Fiskergade i Ribe, for at vise, at man nu også arbejdede med de større sammenhænge. Siden da har Byfonden løbende præmieret en bevaringsværdig helhed eller et kulturmiljø.

For at udbrede kendskabet til Byfondens arbejde blev der udarbejdet en formidlingsstrategi for hele kommunen. Byfonden har med foredrag og i årsberetningerne sat fokus på bestemte steder og temaer, bl.a. Bramming, Gørding, Mandø og landsbyerne langs Vadehavet.

I de kommende år vil Byfonden fokusere endnu mere på formidling ved at besøge landsbyerne, fortælle om stedernes værdier, gå i dialog med borgerne om den lokale bygningskulturarv og give et indblik i, hvordan byfonden kan rådgive og støtte.